Kunstig intelligens virker ikke længere så kunstig

05 februar 2018

Efter mange års omtale er kunstig intelligens (AI) begyndt at finde fodfæste i erhvervslivet. Flere og flere virksomheder foretager massive investeringer på området. Det giver nye muligheder, men også en række udfordringer, som skaber et behov for at definere og afgrænse teknologiens rammer.

AI har længe været et kendt begreb. Forskere har siden 1950’erne beskrevet computere, der er i stand til at ”tænke”. Som årene er gået og teknologien gradvist er blevet bedre, bevæger AI sig ind i en ny fase, hvor flere virksomheder forsøger at udnytte dets potentiale.

Teknologien bliver allerede brugt i maskiner verden over. Mange fabrikker har investeret i AI gennem det seneste årti, hvilket næsten har gjort maskinerne ubemandede. På fabrikkerne bliver robotarme koblet op med kameraer og en avanceret software, så systemet kan kende forskel på de forskellige dele og samle dem. AI bliver også brugt som et optimeringsredskab i store lagerbygninger, hvor maskiner lærer af de processer, der foregår, og placerer varerne optimalt i forhold til import og eksport.

Teknologien har udviklet sig

Et eksempel på den hastige udvikling inden for AI i de seneste år kom da storbanken Nordea i fjor meldte ud, at de over tre til fire år vil implementere AI-løsninger i deres virksomhed. Nordea mener blandt andet, at AI kan overtage visse rådgivningsopgaver, hvor kunden kan stille spørgsmål og få svar døgnet rundt.

-     Data og effektivitet er to nøgleord for de mange investeringer, der foretages i teknologien. Det drejer sig i første omgang om at strukturere sine datasæt, hvorefter algoritmer analyserer og finder intelligente mønstre. Derigennem kan forskellige arbejdsopgaver – alt efter virksomhed – effektiviseres på både tid og kvalitet. AI er i høj grad et redskab, som flere og flere virksomheder gør brug af, udtaler konsulent hos Dansk Standard Kim Skov Hilding.

Blandt andet er der allerede nu virksomheder, som arbejder på selvkørende biler, pensions-, bank-, og regnskabssystemer, mere effektiv medicin- og madproduktion etc. Dette er blot en lille række af eksempler, hvor AI benyttes til effektivisering og udvikling af produkter, for slet ikke at tale om Amazon, Apple, Facebook og Google, som er i skarp konkurrence med hinanden på området.

Danmark er godt positioneret, men…

Som AI gradvist bliver implementeret i virksomheder verdenen over, rejser det en række vigtige spørgsmål. Primært definitions- og afgrænsningsspørgsmål - alt fra det etiske til definitionen af, hvad AI er og ikke er. Her kan standarder være med til at definere området. Dansk Standard er derfor i gang med at oprette udvalg, der skal være med til at definere AI på internationalt plan.

Danmark er på nuværende tidspunkt stærkt positioneret i det internationale billede, hvad AI angår. Alligevel skal Danmark forsat udvikle sig på området, for ikke at blive overhalet af lande, der netop nu investerer massivt i teknologien. For at det kan lykkes, så kræver det et samarbejde nationalt såvel som internationalt.