- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Dansk aftryk på EU’s omstilling til cirkulær økonomi

27 marts 2018

Dansk Standard står i spidsen for ny europæisk arbejdsgruppe, der skal sikre dansk aftryk på europæiske standarder for cirkulær økonomi og være med til at fremme et grønnere EU og Danmark.

Dansk Standard har fået ansvaret et af seks europæiske sekretariater, der med mandat fra EU-Kommissionen skal sætte rammerne for standarder for cirkulær økonomi under Ecodesign-direktivet. Arbejdet sker under det eksisterende udvalg for cirkulær økonomi, S-611, og finansieres af Erhvervsstyrelsen.

Sekretariatet er en del af de europæiske standardiseringsorganisationers udvikling af nye standarder inden for cirkulær økonomi. Standarderne kan få indflydelse på konkret lovgivning fra EU-Kommissionen. Det er derfor vigtigt, at Danmark sidder med om bordet og får indflydelse på standardernes udformning.

Med i arbejdet sidder en række danske interesserede. Bl.a. deltager Aalborg Universitet, Danfoss, Velux og Grundfos aktivt i sekretariatet. Desuden er der bred deltagelse i de resterende fem arbejdsgrupper.

Hvad er Ecodesign-direktivet? 

Ecodesign-direktivet stiller krav til europæiske produkters energieffektivitet med henblik på at fjerne de mindst energieffektive produkter på det europæiske marked. Kravene kan stilles til produkter, der enten selv bruger energi, eller som har betydning for energiforbruget, når de bliver brugt – fx vinduer.

Grøn vækst – også i Danmark

For også at sætte skub i den grønne omstilling i Danmark nedsatte regeringen i 2016 et Advisory Board for cirkulær økonomi med et ambitiøst ønske om, at dansk erhvervsliv i 2030 har en global førerposition inden for udvikling, implementering og eksport af cirkulære løsninger, og at Danmark er verdenskendt som en hub for cirkulær økonomi.

I juni 2017 gav Advisory Board for Cirkulær Økonomi deres ni anbefalinger til, hvordan dansk erhvervsliv kan omstille sig til en mere cirkulær økonomi. En af anbefalingerne er øget brug af standarder.

- Det er vigtigt, at danske virksomheder, der ønsker at arbejde med cirkulær økonomi, deltager i udviklingen af standarderne, fordi de kan få indflydelse på morgendagens europæiske standarder på området. Det sikrer, at standarderne tager udgangspunkt i danske behov og danske styrkepositioner. Det hjælper vi naturligvis hellere end gerne med, siger Charlotte Vincentz Fischer, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Hvad er cirkulær økonomi?

Cirkulær økonomi handler om at øge produkters og materialers levetid, og at se produkter som en ressource fx ved at cirkulere materialer eller anvende deleplatforme. Modsætningen til cirkulær økonomi er den traditionelle lineære økonomi, hvor et produkt bliver produceret, brugt og efterfølgende smidt ud. EU har fremsat flere end 50 initiativer, der skal fremme cirkulær økonomi i EU de kommende år.

Vil du høre mere om mulighederne for deltagelse i udvalget S-611 for cirkulær økonomi, kan du kontakte konsulent Jesper Lauridsen på jln@ds.dk .