Standarder er big business for små virksomheder

27 marts 2018

Der er 133.780 ansatte til forskel mellem den danske virksomhed Systems Engineering A/S og flyproducenten Airbus. Alligevel kan den danske virksomhed tilbyde flygiganten noget særligt – takket være et unikt koncept og integration af internationale standarder.

For den danske virksomhed Systems Engineering er standarder lig med big business. Standarderne blev en del af vejen til et unikt koncept, der tiltrækker selv de mest komplekse ingeniørvirksomheder.

Systems Engineering har specialiseret sig i system-tankegangen, hvor alle ingeniør-designs, også de meget komplekse såsom fly og skibe, kan nedbrydes i systemer.

- Ingeniører udvikler store, komplekse produkter og planer, og den proces er ofte lang og omkostningstung. Et systematiseret og velbeskrevet koncept kan gentages gang på gang og derved spare udgifter. Det er grundtanken i vores koncept, som bygger på internationale standarder og erfaringer fra ingeniørfaget, fortæller Henrik Balslev, direktør i Systems Engineering.

Idéen opstod fra restaurationsbranchen, hvor flere restauranter herhjemme med stor succes har kunnet duplikere deres koncepter til at omfatte flere restauranter og på den måde har kunnet skalere forretningen.

- Restauratører kan fx give en medarbejder vagter i kædens restauranter, som de normalt ikke er tilknyttet, også selvom den ene serverer italiensk mad og den anden har dansk mad på menuen. Det vidner om et bagvedlæggende koncept med et fælles sprog og retningslinjer, der er fuldstændig gennemarbejdet og derfor kan kopieres og sammensættes på tværs. Det samme kan alt andet – også i et ingeniørtungt fag som eksempelvis design af fly og skibe, siger Henrik Balslev.

Konceptet hedder Systems Engineering Concept®, og med det får ingeniører et værktøj med konkrete anvisninger i et fastlagt koncept, der sparer tid og øger kvaliteten. Det bygger på fem internationale standarder, ISO/IEC/IEEE 15288, ISO 42010, ISO/IEC 81346, IEC 61355 og IEC 62023, tilføjet en hel del praktisk erfaring fra virksomhedens specialister.

- Vi har lagt stor vægt på at vores koncept skal være praktisk og intuitivt for ingeniører og projektledere, og det virker rigtigt godt i praksis, siger Henrik Balslev.

Standarder forenkler den stigende kompleksitet

For Systems Engineering er arbejdet med standarder således en integreret del af forretningen.

- Konceptet bygger på standarden ISO/IEC/IEEE 15288:2015 System- og softwareudvikling – systemers livscyklusprocesser, som er procesorienteret og imødekommer den stigende kompleksitet i menneskeskabte systemer, siger Henrik Balslev.

Standarderne implementeres direkte i kundernes forretning ved at følge konceptet.

- Vi oplever en tendens til, at ingeniører i dag forventer at kunne følge et prædefineret koncept, der nemt kan implementeres og virker stort set med det samme. Derfor har vi konceptualiseret standarderne til ingeniørerne for at imødekomme arbejdet med at opnå den forventede kvalitet og overholde deadlines og budgetter – lige meget om de er helt små eller lige så store som Airbus, afslutter Henrik Balslev.

I Danmark tæller kunderne bl.a. Siemens/Gamesa Wind Power, FL Smidth og Semco Maritime.

Viden er standarders råmateriale

Standarder består af en stor mængde ekspertviden og et stort forarbejde, som virksomheder kan arbejde videre med for at skabe værdi. Derfor glæder det standardiseringsdirektør Jens Heiede, at den lille virksomhed er med til at udbrede standardernes værdi i forretningsmæssig sammenhæng.

- Standardisering rummer store mængder viden, som bliver stillet til rådighed for brugerne. Det sparer den enkelte virksomhed ressourcer, da fodarbejdet er gjort af andre. I Danmark er vi gode til at bruge standardernes viden for at sikre konsensus om retningslinjer og kvalitetsniveau. At en dansk virksomhed vinder frem forretningsmæssigt med standarder og viden i ryggen, er meget glædeligt, siger Jens Heiede.

Og netop virksomhedens størrelse er positivt.

- Vi oplever, at små virksomheder fejlagtigt tror, at standardisering kun er for store organisationer. Alle kan deltage i standardisering, hvad end det gælder at anvende standarder for at øge sin konkurrencedygtighed eller at deltage i udviklingen af standarder i et udvalg i Dansk Standard, afslutter Jens Heiede.

Også Henrik Balslev deltager i standardisering i udvalget S-503 for informationsstrukturering.

Læs også